Min søn er glad for at tegne, og han sender mig ofte små billeder af sine værker til min mail. Jeg arbejder meget og ser ham sjældent, når han er vågen. Hans mor er god til at forklare ham, at jeg har de her mystiske arbejdstider og ofte er væk hjemmefra i flere dage. Når jeg er hjemme, så bruger, vi så meget tid sammen som muligt. Det betyder, at jeg kører ham i skole om morgenen. Henter ham igen om eftermiddagen, og så bruger vi resten af dagen sammen. Han har arvet min kones kunstneriske gen, og han kan i en alder af kun 10 år udfordre mig med forskellige tegnekonkurrencer. Den sidste konkurrence handlede om luftpost. Han ved jo godt, at jeg er pilot og ofte flyver fragtfly.

Han vandt

Jeg tabte konkurrencen. Jeg kunne godt tegne cockpittet. Jeg kunne ikke tegne flyet eller emballagen, som alle varerne, jeg flyver rundt i verdenen, er pakket ind i. (Han ved ikke, at jeg sommetider også flyver levende dyr mellem De Forenede Arabiske Emirater og Østasiatiske lande – og det skal han heller ikke have at vide endnu!)

Sidste gang, jeg var hjemme, spurgte han mig faktisk, om jeg mon ikke kunne bringe noget af al den emballage, jeg ser med hjem. Bare sådan nogle små prøver. Han ville især gerne se, hvad det er for nogle paprør og plakatrør, andre mennesker bruger til at sende deres tegninger til deres bedsteforældre til.

Jeg blev meget rørt, fordi jeg kunne jo godt gennemskue, at han var i færd med at lave nogle af sine små værker til mine forældre. De bor i Australien, og han vil gerne sende sine tegninger til dem. Så jeg lovede ham, at jeg ville forsøge at finde nogle eksemplarer på paprør.

Finder da en løsning

Nu kan jeg jo ikke sådan lige gå ned i vores lastrum og hive et paprør frem og stjæle det. Men det, jeg kan gøre, er at spørge dem, der tager imod vores last, om de måske har et gammelt paprør eller en gammel papkasse liggende, som jeg må få. Helst et med stempler på, så min søn kan se, hvor emballagen kommer fra.

Det gjorde jeg sidste gang, jeg var afsted. Jeg fløj mellem Vietnam og Frankrig og spurgte alle undervejs. Der var en venlig herre i Marseille, som gav mig et bundt af gammelt pap fra et eller andet sted i Asien. Inde i bundet var der også nogle paprør. Jeg var rørt til tårer over hans venlighed. Og jeg glædede mig så meget til at vise min dreng emballagen, jeg havde fået samlet sammen til ham.

Sikke en skøn aften

Jeg siger dig: Det blev en forunderlig og vidunderlig aften sammen med min søn. Han var ellevild af glæde over alle de papstykker og paprør jeg gav ham. At mine kollegaer så griner ret åbenlyst ad mig, er jeg faktisk ret ligeglad med. Jeg ved jo, at det ikke er mig, de griner ad. Det er deres egen usikkerhed og mangel på mod til at spørge efter hjælp. Jeg har slet ikke den slags problemer. Paprørene, jeg bragte med mig hjem, er stadig en stor succes.